Bliv bindeled for AI-integreret softwareudvikling i staten

dato

Vil du være med til at ændre måden, vi bygger software på i staten? Kan du tage fagligt ansvar for, at AI bliver en integreret, styret og værdiskabende del af udviklingen? Og kan du sikre, at styring, sikkerhed og kvalitet følger med? Så er det dig, vi søger i Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

På vej mod en moderne, AI-understøttet udvikling
I Styrelsen er vi i gang med en transformation af vores it‑landskab og vores måde at arbejde med It på. Vi moderniserer systemer, udvikler nye løsninger og implementerer EU‑krav på et område med stor samfundsmæssig betydning.

Som en central del af denne omstilling har vi i Digitalisering og Data for Fisk etableret en AI-understøttet softwarefabrik. Det er ikke AI som et værktøj ved siden af den almindelige udvikling — det er AI som en kontrolleret, dokumenteret og sikker del af selve leverancemodellen. Nu søger vi en teknisk stærk og nysgerrig profil, der kan tage ansvar for at drive, samle og videreudvikle denne kapabilitet.

Det er ikke en traditionel udviklerrolle. Det er heller ikke en chefstilling. Det er en rolle for dig, der kan tage fagligt lederskab i krydsfeltet mellem AI, softwareudvikling, arkitektur, governance, leverandørstyring og offentlig myndighedsdrift.

Dine ansvarsområder
Drift og videreudvikling af AI-softwarefabrikken
• Sikre en stabil og skalerbar AI understøttet udviklingsproces på tværs af teams og leverandører
• Videreudvikle arbejdsgange, templates, prompts og reviewprocesser, så AI udvikling er styret og transparent
• Sikre, at AI anvendes som accelerator – ikke som genvej uden kontrol

Governance, kvalitet og sikkerhed
• Omsætte arkitekturprincipper, sikkerhedskrav og governance til konkrete regler og arbejdsgange.
• Følge op på kvalitet, test, dokumentation og leverancer fra både AI værktøjer og udviklingsteams
• Fastholde standarder og sikre, at de efterleves i praksis

Samarbejde og fagligt lederskab
• Samle og koordinere specialister på tværs af teams og leverandører
• Udfordre leverandører og skabe fremdrift uden formelt personaleansvar
• Bidrage til at professionalisere brugen af AI i softwareudvikling i en offentlig myndighed

Du behøver ikke selv at udvikle kode med AI, men du skal forstå udviklingsprocesser, stille de rigtige spørgsmål og kunne vurdere kvalitet og sammenhæng i leverancerne

Om dig
Du kombinerer teknisk indsigt med struktur og metodisk disciplin. Du motiveres af at bygge nye løsninger og arbejdsmetoder i et felt under transformation.
Din baggrund kan fx være teknisk product owner, lead developer, løsningsarkitekt, DevOps‑profil, AI engineer, test lead eller teknisk projektleder.

Vi forventer, at du
• Har erfaring med moderne softwareudvikling og udviklingsprocesser
• Har kendskab til AI‑assisteret udvikling eller lignende værktøjer
• Har arbejdet med governance, kvalitet og dokumentation
• Har erfaring med leverandørsamarbejde
• Forstår sikkerhed, databeskyttelse og offentlig it

Det er en fordel, hvis du
• Har arbejdet med AI i softwareudvikling
• Har erfaring med modernisering eller transformation af systemer
• Kender til offentlig forvaltning og compliance
• Arbejder struktureret med dokumentation og sporbarhed
• Har erfaring som formel eller uformel leder

Du tager ansvar og skaber fremdrift. Du er nysgerrig på AI og trives i et felt, hvor rammer og praksis er under udvikling, samtidig med at du arbejder struktureret og har blik for kvalitet.

Du er pragmatisk, men går ikke på kompromis med styring, sikkerhed og faglighed, og du samarbejder ubesværet med både tekniske og ikke‑tekniske kolleger.

Om os
Du bliver en del af Digitalisering og Data for Fisk – it- og dataområdet for fiskeri i styrelsen. Vi er 22 interne og omkring 20 eksterne medarbejdere fordelt på tre sektioner.

Du tilknyttes sektionen System og Udvikling, hvor vi udvikler og driver løsninger til et komplekst område med stærke EU‑krav. AI er en central del af vores arbejde, og vi har et tydeligt fokus på klare rammer, styring og høj faglig kvalitet.

Du bliver en del af et fagligt stærkt og dynamisk miljø med engagerede kolleger på tværs af arkitektur, udvikling, test og forretning, og med gode muligheder for fleksibilitet og løbende kompetenceudvikling.

Løn og ansættelsesvilkår
Vi har brug for dig pr. 1. august og stillingen er tidsbegrænset til 2 år da der er tale om en projektansættelse. Ansættelse sker efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række AC-organisationer. Indplacering sker som chefkonsulent.

Tjenestested er Nyropsgade 30, København V. indtil 1. september 2026, hvor tjenestested vil være Stationsparken 31‑33, Glostrup da vi flytter ind som en del af sammenlægningen mellem Fødevarestyrelsen og Styrelsen for Landbrug of Fiskeri.

Sådan søger du
Vi glæder os til at modtage din ansøgning vedlagt kopi af eksamensbevis, CV og andre relevante bilag online i vores rekrutteringssystem senest 15. juni Samtaler afholdes i uge 25.

Er du nysgerrig?
Kig ind på vores hjemmeside og læs mere om styrelsen. Du kan også få mere at vide om stillingen ved at henvende dig til Sektionsleder Kim Hvid Johnsen 72 18 56 94

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Glostrup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Fødevarestyrelsen, Glostrup, Stationsparken, 2600 Glostrup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 15-06-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/e6445195-7c20-4d9b-9b21-9a59118c8278

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet