Bliv central medarbejder i tilsynsafdeling Glostrup med fokus på administration og klientkontakt

dato

Har du lyst til at blive en del af en arbejdsplads med høj faglighed, og en hverdag, hvor du gør en reel forskel? Trives du med både administrative opgaver og kontakt med mange forskellige mennesker, og møder du andre med respekt, empati og professionalisme? Så er du måske vores nye administrative medarbejder.

Vi søger en administrativ medarbejder på 37 timer ugentligt med tiltrædelse den 1. oktober 2026 eller snarest derefter.

Om Tilsynsafdeling Glostrup
Tilsynsafdelingen Glostrup arbejder med borgere, der er idømt tilsyn som led i en betinget dom, prøveløsladelse eller behandlingsdom. Vi fuldbyrder samfundstjenestedomme og domme med særlige vilkår, eksempelvis alkoholbehandling. Derudover udarbejder vi personundersøgelser til domstolene og deltager i retsmøder.

Vi spiller samtidig en vigtig rolle i det kriminalitetsforebyggende arbejde gennem et tæt samarbejde med blandt andet psykiatrien, kommunerne på Vestegnen og politiet.

Vores fælles mål er at støtte mennesker i at leve et kriminalitetsfrit liv. Det gør vi med afsæt i høj faglighed, ordentlighed og et tæt samarbejde på tværs af faggrupper. Vi tror på, at de bedste løsninger skabes i fællesskab, hvor vi hjælper hinanden, deler viden og tager ansvar for både opgaven og hinanden.

Om stillingen
Som administrativ medarbejder bliver du en central del af afdelingens daglige drift. Du er ofte den første, vores klienter møder – både personligt og telefonisk – og du er med til at sikre, at alle bliver mødt professionelt, respektfuldt og imødekommende.

Du får en alsidig hverdag med et tæt samarbejde med både kolleger og eksterne samarbejdspartnere. Dine arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte:

  • modtagelse og registrering af post
  • oprettelse og fordeling af personundersøgelser og tilsynssager
  • telefonisk og personlig betjening af klienter
  • administrative ad hoc-opgaver og praktiske driftsopgaver
  • kontrol af samfundstjeneste både telefonisk og ved besøg på samfundstjenestesteder.
Da stillingen indebærer kørsel i forbindelse med kontrolbesøg, er kørekort, kategori B en forudsætning.

Vi forventer, at du

  • har en administrativ kontoruddannelse
  • gerne har erfaring med målgruppen fra en kommunal eller statslig arbejdsplads
  • kommunikerer klart og professionelt både mundtligt og skriftligt
  • arbejder struktureret og systematisk og bevarer overblikket
  • har kørekort, kategori B
  • møder klienter og samarbejdspartnere med respekt, anerkendelse og ordentlighed
  • trives i en hverdag, hvor opgaver og prioriteringer kan ændre sig
  • er en engageret holdspiller, der bidrager aktivt til et godt samarbejde
  • har gode IT-kompetencer, herunder erfaring med Microsoft Office, og hurtigt kan sætte dig ind i nye systemer.
Vi tilbyder

Hos os får du et arbejde med stor samfundsmæssig betydning og en hverdag, hvor du får mulighed for både at udvikle dig fagligt og tage ansvar.

Vi tilbyder blandt andet:

  • et alsidigt og meningsfuldt arbejde med stor selvstændighed
  • en arbejdsplads i løbende udvikling med fokus på kvalitet og faglighed
  • en grundig introduktion og oplæring
  • et godt arbejdsmiljø præget af tillid, hjælpsomhed og respekt
  • dygtige og engagerede kolleger, der løfter opgaverne i fællesskab
  • mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen af dine opgaver og din arbejdsdag.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer.
Stillingen ønskes besat pr. 1. oktober 2026 eller snarest muligt derefter.

Ansættelse sker i henhold til fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og OAO – Det Statslige Område samt organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK).

Ansættelsesområdet er Danmarks Fængsler.
Arbejdsstedet er Tilsynsafdeling Glostrup, Stationsparken 29, 2600 Glostrup.

Ansøgning
Din ansøgning med CV, dokumentation for uddannelse og forudgående erfaring skal modtages i vores rekrutteringssystem senest onsdag d. 12. august 2026.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 34.

Hvis du indkaldes til samtale, skal du til samtalen medbringe identifikation f.eks. pas eller kørekort.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at Danmarks Fængsler må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedschef Torben Svanhede på telefon 7255 2235.

Om Danmarks Fængsler, Fængselskreds Øst
Fængselskreds Øst består af et kredskontor, åbne og lukkede fængsler, arresthuse og tilsyn, samt fodlænkeafdelinger, transport og bevogtning, udrejsecenter og udlændingecenter fordelt på hele Sjælland, Bornholm og Færøerne.

I alt ca. 2300 ansatte.

For yderligere information om Danmarks Fængsler henvises til hjemmesiden www.danmarksfængsler.dk

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Glostrup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde morgenarbejde

-Arbejdsgiver:

KiF Glostrup, Stationsparken, 2600 Glostrup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 12-08-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/d340772f-5948-4a9b-a84d-e33708555da0

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet