Har du lyst til at udvikle dig til et fagligt fyrtårn og arbejde med både drift og udvikling af Fødevarestyrelsens kontrol af egenkontrol baseret på HACCP principperne og sporbarhed i en central enhed, hvor hver dag byder på nye spændende udfordringer? Har du mod på at navigere i krydsfeltet mellem kontrol, erhverv, politik og faglighed – og på at finde løsninger, der kan gøre en forskel for både kontrollen og virksomhederne og har du lyst til internationalt samarbejde? Så har vi en ledig stilling, der forener høj faglighed, stor variation og betydningsfuldt arbejde.
Om stillingen
Du bliver en del af Sektionen Sporbarhed, Egenkontrol, Jura (SEJ), hvor vi har bl.a. har ansvaret for de overordnede rammer og understøttelse af kontrollen, når det gælder sporbarhed af fødevarer og foder og egenkontrol baseret på HACCP-principperne. Vi arbejder også med regeludarbejdelse og overordnede principper for sanktionering i forbindelse med Fødevarestyrelsens kontrol af fødevaresikkerhed, foder, animalske biprodukter, dyresundhed og dyrevelfærd.
Vi er en del af enheden Forvaltning og sanktionering, hvor de fleste af opgaverne løses i et tværfagligt samarbejde med kollegaer i andre dele af styrelsen.
Blandt dine opgaver vil være:
• Implementering af EU- og nationale regler
• Udarbejdelse og opdatering af vejledninger og kontrolguides
• Faglige afklaringer til brug for kollegaer både i egen enhed og resten af organisationen
• Rådgivning til og sparringspartner for hele organisationen
• Udarbejdelse af notater og ministerbetjening
• Undervisning, deltagelse i erfa-grupper og oplæg for kollegaer og eksterne interessenter
• Deltage og bidrage, når eksterne gennemfører audits af Fødevarestyrelsen
• Deltage i internationale projekter
• Koordinere arbejdet med branchekoder og dialog med erhverv og virksomheder i den forbindelse
Vi kan sjældent læse os til de rigtige svar – derfor er opsøgende arbejde, tværfaglig opgaveløsning, bred involvering og kreativ problemløsning en naturlig del af vores tilgang.
Om dig
Vi søger en kollega, som er kandidat i fødevarevidenskab, dyrlæge eller har en anden relevant uddannelse og erfaring. Du må meget gerne have erfaring med egenkontrol baseret på HACCP-principperne og sporbarhed fra enten en myndighed eller en virksomhed.
Du skal trives i en politisk styret organisation og kunne håndtere komplekse opgaver med mange interessenter.
Vi forestiller os, at du:
• Har erfaring inden for området og med tværfagligt samarbejde.
• Er en stærk kommunikator, både skriftligt og mundtligt - også på engelsk.
• Har lyst til at rejse i forbindelse med internationalt arbejde
• Er selvstændig og beslutningsdygtig og har blik for, hvornår der kræves en fælles indsats for at finde de bedste løsninger.
Du vil trives hos os, hvis du sætter pris på en arbejdsplads, hvor faglighed og engagement går hånd i hånd, og hvor vi værdsætter forskellighed i tilgange og perspektiver. Hos os er det en styrke, at vi ser forskelligt på tingene.
Hvad kan vi tilbyde dig
Fødevarestyrelsen, departementet og de øvrige styrelser udgør en meget stor arbejdsplads, hvor du har mulighed for at skabe den karriere, som du brænder for.
Du får en spændende arbejdsplads i konstant udvikling. Du får stor indflydelse på dine opgaver og mulighed for at tilegne dig meget forskellige kompetencer, både fagligt og personligt. I SEJ er læringskurven stejl, fordi du både selvstændigt og sammen med dine kolleger skal finde løsninger på opgaver, der er meget forskellige, både indholdsmæssigt og metodemæssigt.
Om os
Vi er ca. 30 engagerede medarbejdere med primært stærke juridiske kompetencer, et bredt kendskab til organisationens fagområder, et godt internt netværk, politisk flair og evner til at forene organisationens behov og politiske ønsker. Vi er ansvarlige for at udvikle og understøtte en helhedsorienteret og effektiv kontrol. Du bliver en del af sektionen Sporbarhed, Egenkontrol og Jura, hvor vi primært arbejder med det juridiske grundlag for kontrollen på alle Fødevarestyrelsens områder. Teamet består af 10 akademiske medarbejdere.
Enhedens opgaveløsning kræver tæt og godt samarbejde med kontrolenhederne og andre fagkontorer i Fødevarestyrelsen. Kompleksiteten af opgaverne er høj, og til tider skal der leveres løsninger på kort tid. Vi samarbejder, bevarer roen i tilspidsede situationer og er gode til at bakke hinanden op.
Vi er placeret kun 5 minutters gang fra Glostrup s-togstation med gratis parkeringsplads, hvis du kommer i bil. Vi har en god kantine, gratis fitnesscenter, fleksible mødetider, mulighed for hjemmearbejde og en velfungerende personaleforening.
Fødevarestyrelsen har derudover et stort fokus på jurister og har flere initiativer. Vi holder f.eks. juristforum hver anden måned og en stor fælles juristdag for styrelsens ca. 100 jurister en gang årligt – her er der fokus på ny viden, videndeling og netværk på tværs.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen med tiltrædelse til august 2025. Ansættelse sker efter gældende overenskomst for akademikere i staten, med indplacering som fuldmægtig.
Sådan søger du
Vi glæder os til at modtage din ansøgning sammen med CV, kopi af eksamensbeviser og andre relevante dokumenter.
Ansøgningen skal sendes via vores rekrutteringssystem senest den 11. august 2025.
Vi forventer at afholde første og anden samtale i henholdsvis uge 33 og 34
Har du spørgsmål til stillingen?
Kontakt Enhedschef Jette Petersen telefon 41 93 23 20 eller sektionsleder Gitte Munk telefon 72 27 52 86
Vi glæder os til at høre fra dig!
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Glostrup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Fødevarestyrelsen, Glostrup, Stationsparken, 2600 Glostrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 11-08-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/f5e1b363-3ed6-4948-930f-7fc364ceec78