Vil du være lægesekretær/SAK i Psykiatrisk Ambulatorium på Gl. Kongevej?
Drømmer du om en hverdag, hvor der er balance mellem tid til opgaverne, tid til kollegaskabet og plads til det liv, du også har uden for arbejdet?
Så er det måske dig, der skal overtage vores ledige vinduesplads i sekretariatet. Her får du både udsigt til en hyggelig københavnerbaggård, overblik over ambulatoriet og et varmt smil over skærmen fra dine kommende kolleger.
Dine kommende kolleger og arbejdsopgaver
Dine to nye kolleger Rikke og Dorthe vil støtte og hjælpe dig godt i gang med opgaverne og dagligdagen, når du starter hos os.
Sammen løser I opgaver i Sundhedsplatformen herunder håndtering af henvisninger, arbejdslister, bookinger, ordinationer, datatræk via rapporter mv. Indimellem vil du besvare telefonen, stå i skranken, hjælpe tværfaglige kolleger med stort og småt, samt deltage i mono-/tværfaglige møder.
Arbejdet er planlagt efter et rul. Enkelte opgaver løses individuelt, du vil derfor kunne få dine egne tovholderfunktioner med tiden. Det gør vi for at give dig en god balance i opgavefordelingen, hvor du vedligeholder og udvikler dine brede lægesekretærkompetencer samtidig med, at du får muligheden for at udvikle egne spidskompetencer.
Hvad kan vi tilbyde dig?
- Gode muligheder for faglig udvikling. Vi udvikler os i takt med de nye opgaver, der kommer i vores fag og som efterspørges. Lægesekretærernes kompetencer og udvikling vægtes højt. Derfor bliver evt. ønsker om lægesekretærfaglig efteruddannelse oftest imødekommet.
- Et stærkt mono-tværfagligt miljø. Du bliver en del af et spændende tværfagligt miljø med fokus på det gode samarbejde og den høje kvalitet. Vi er gode kollegaer, der hjælper hinanden på kryds og tværs, og som deler faglig viden på bl.a. sekretærmøder, teambaserede møder og ad hoc-workshops med fokus på undervisning, arbejdsgange, vidensdeling og læring.
- Mulighed for hjemmearbejde. Vi kan egentlig bedst lide at arbejde sammen ved at være fysisk til stede, når vi løser opgaver i hverdagen. For at tilgodese fleksibiliteten, trivslen og mindske sygefraværet giver vi dog også mulighed for hjemmearbejde i fast rul eller efter aftale med leder.
Vi lægger stor vægt på dine personlige kvaliteter
Hos os betyder det noget, hvem du er som menneske. Vi søger en kollega, der er mødestabil og ansvarsbevidst, og som møder både opgaver og kolleger med ordentlighed, engagement og en stor lyst til at lære nyt. Du trives med at gøre en forskel i dit arbejde og er motiveret af at bidrage positivt til fællesskabet – og så gør det bestemt ikke noget, at du er nærværende og smilende i hverdagen. Det skaber nemlig god energi omkring dig, og det sætter både vi og patienterne stor pris på.
Hvad forventer vi af dig?
Du er uddannet lægesekretær eller sundhedsadministrativ koordinator, har flair for IT og har lyst til at tage del i de mange forskellige opgaver og funktioner i ambulatoriet – både selvstændigt og i tæt samarbejde med dine kolleger.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- har erfaring med – eller lyst til – at arbejde i det ambulante område
- bidrager aktivt til et godt arbejdsmiljø
- har en fleksibel og positiv tilgang til opgaveløsning
- tager ansvar for din faglige udvikling
- medvirker til at sikre høj kvalitet i løsning af vores kerneopgaver
Velkommen indenfor hos Psykiatrisk Ambulatorium Gl. Kongevej
Ambulatoriets formål er at behandle borgere med svære psykiske lidelser i deres eget miljø. Vi arbejder efter F-ACT-modellen, hvor patienterne tilbydes fleksibel, udgående og opsøgende behandling. Behandlingen er tilpasset patientens behov, og patienten behandles både i ambulatoriet og hjemme.
Udover dine 2 kommende lægesekretærkolleger består ambulatoriet af overlæger, oversygeplejerske, sygeplejersker, socialrådgivere og psykologer.
Du får en arbejdsplads tæt på Vesterport st. og med begrænset mulighed for gratis parkering i egen parkeringskælder.
Yderligere oplysninger
For yderligere information om stillingen er du velkommen til at kontakte os:
Ledende lægesekretær Michael Ejlerskov på michael.ejlerskov.01@regionh.dk eller på tlf. 24 59 02 08. Teamleder Regitze Nørgaard regitze.noergaard@regionh.dk eller på tlf. 20 13 21 33.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen.Din arbejdstid vil primært ligge i tidsrummet kl. 8.00-15.30/07.30-15.00.
Du ansættes i henhold til overenskomst for lægesekretærer og Sundhedsadministrativt personale. Du er under ansættelsen omfattet af den til enhver tid gældende arbejdstidsaftale indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og HK Kommunal.
Ansøgningsprocedure
Din motiverede ansøgning skal sendes via linket i dette stillingsopslag senest den 26.08.2025. Husk at medsende cv samt uddannelsesbevis. Samtaler afholdes i uge 35-36.
Der indhentes altid, efter aftale med ansøger, reference forud for evt. ansættelse.
Kun ansøgere, der er uddannet lægesekretær eller SAK, vil komme i betragtning.
Kort om Psykiatrisk Center Glostrup
Psykiatrisk Ambulatorium Glostrup er en del af Psykiatrisk Center Glostrup. På centeret er vi i alt 34 sekretærer og har en til to SAK studerende ad gangen. Psykiatrisk Center Glostrup er fordelt på 5 matrikler.
Du kan læse mere om Region Hovedstadens Psykiatri og Psykiatrisk Center Glostrup via følgende links: www.psykiatri-regionh.dk og www.psykiatri-glostrup.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Glostrup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Psykiatrisk Center Glostrup, Nordre Ringvej , 2600 Glostrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 26-08-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/47d95b26-f4c7-49c7-acdd-c87a6b8df73d