Bliv leder for HR-strategi og udvikling i en fusionerende styrelse

dato

Vil du stå i spidsen for et stærkt HR-team i en ny stor styrelse i forandring? Har du evnen til at se muligheder, bygge relationer og få ting til at ske? Motiveres du af at skabe retning og resultater sammen med andre? Så er det måske dig, vi søger.

Fødevarestyrelsen og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen fusionerer pr. 1. januar og søger en erfaren og engageret leder til Strategi- og Udvikling i HR. Du får ansvar for et team med bred HR-faglighed, der spiller en central rolle i udviklingen af organisationen, ledelse og medarbejdere.

Led et stærkt HR-team og skab retning i en organisation i forandring
Du bliver leder for et team på 10-12 medarbejdere med hver deres stærke HR-kompetencer og udviklingsbehov. Teamet arbejder bredt i hele organisationen med HR-udviklingsaktiviteter og indgår i store tværgående indsatser med fokus på forandring og udvikling. Vi spænder over bl.a. organisationsudvikling, HR-data, arbejdsmiljø, ledelses- og kompetenceudvikling, teamudvikling og rekruttering af ledere.

Din opgave bliver at lede udvikling og drive centrale HR-indsatser – både dem, der er i drift, og dem vi løbende udvikler i samarbejde i teamet. Du får god mulighed for selv at præge vores udviklingsindsatser og få indflydelse i en stor organisation. I forbindelse med fusionen pr. 1. januar 2026 vil teamet både stå midt i en fusion mellem to HR-enheder og samtidig have en vigtig rolle i at understøtte fusionsprocessen i organisationen.

Sådan får du succes i rollen
Som leder for teamet sætter du retning og skaber udvikling – både fagligt og i samarbejdet. Du er tæt på medarbejderne og bygger bro til resten af organisationen.

  • Du udvikler medarbejderne med nærvær og sparring. Du er i dialog i hverdagen, stiller spørgsmål, udfordrer og støtter, så hver enkelt kan lykkes og vokse i sine opgaver.
  • Du skaber ro og retning i opgaveløsningen ved at prioritere, fordele ansvar og følge op. Du hjælper teamet med at holde fokus på det, der skaber værdi for organisationen.
  • Du omsætter strategi til handling, der giver mening. Du driver HR- og udviklingsprocesser med strategisk forståelse og blik for nye tendenser.
  • Du faciliterer samtaler og processer og trækker gerne på konsulenterfaring, når du guider eller står sammen med teamet i de svære og vigtige rum, hvor der skal skabes fælles retning, samarbejde og engagement.
  • Du indgår i tæt samspil i ledergruppen. Vi udfordrer hinanden konstruktivt, taler åbent – også om det svære – og spiller hinanden gode. Vi står sammen om fælles ledelse udadtil.
Erfaren HR-leder med strategisk blik og talent for samarbejde
Du har solid HR-faglighed og erfaring med ledelse. Du er vant til at arbejde konsulentorienteret og kan samle mennesker om fælles mål. Du kender til politisk styrede organisationer og trives i tværgående samarbejde.

Som person møder du mennesker med nysgerrighed og respekt. Du bevarer overblik og ro, også når tempoet er højt. Du finder pragmatiske løsninger, der både giver mening og skaber fremdrift. Du kommunikerer åbent og ærligt – og du kan både træffe beslutninger og skabe rum for fælles refleksion. Du ser forskellighed som en styrke og skaber naturligt tillid, relationer og følgeskab.

Vi ser gerne, at du har en relevant videregående uddannelse og lederuddannelse.

Om os
Vi er en stærk enhed på 35 engagerede medarbejdere fordelt på HR-Jura, HR-administration og HR-Strategi & Udvikling. Ledelsen består af en HR-chef, HR-souschef og dig som kommende sektionsleder. Vi har et godt sammenhold i HR, vi løfter i flok og prioriterer uformelle og sociale aktiviteter, der styrker samarbejdet på tværs af vores tre teams.

I strategi- og udviklingsteamet, hvor din nye plads venter, får du erfarne og fagligt stærke medarbejdere, der brænder for at skabe værdi – både for organisationen og hinanden. Vi deler viden, sparrer på kryds og tværs, og fejrer vores succeser. Fire gange om året samles vi til udviklingsdage, hvor vi både bliver fagligt klogere og styrker relationerne i teamet.

Bliv en del af en organisation, der sikrer sunde fødevarer og bæredygtig produktion
I styrelsen har vi fokus på sikre fødevarer og sunde dyr i alt, hvad vi laver. Vi arbejder desuden aktivt for at fremme en dansk bæredygtig fødevareproduktion. Vi er en geografisk spredt organisation, hvilket indebærer rejseaktivitet en gang imellem.

Organisationen består pr. 1. januar 2026 af ca. 2200 medarbejdere, heraf ca. 150 chefer og sektionsledere.

Læs mere på www.fvst.dk og www.lfst.dk

Hvornår skal du starte?
Vi har brug for dig snarest muligt og senest den 1. marts 2025. Vi forventer at holde 1. samtaler den 8. januar 2026 og 2. samtaler i uge 4. Der indgår test i rekrutteringsforløbet (12-14. januar).

Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række AC-organisationer.

Du ansættes som chefkonsulent med personaleansvar i en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen. Dit tjenestested er i Glostrup.

Vil du vide mere?
Kontakt gerne HR-chef Susanne Juul Jarlov på telefon 22 84 47 91, hvis du vil vide mere om stillingen.

Sådan ansøger du
Vi glæder os til at modtage din ansøgning vedlagt kopi af eksamensbevis, CV og andre relevante bilag online i vores rekrutteringssystem senest den 4. januar 2026.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Glostrup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Fødevarestyrelsen, Glostrup, Stationsparken, 2600 Glostrup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 04-01-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/d6e049ab-687a-4ae4-89ff-80ce9a3e3f25

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet