Skab struktur i en travl hverdag, der gør en forskel hver dag!
Er du klar til et spændende og alsidigt job som vagtplanskonsulent i Danmarks største børne- og ungdomspsykiatriske center? Vi er et center med høje ambitioner, og vi har derfor brug for dig til at understøtte centerets ledere og medarbejdere med vagtplanlægningen.
Hos Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) får du en central rolle i at understøtte ledere og medarbejdere med vagtplanlægning – og dermed bidrage til struktur, trivsel og arbejdsglæde i en kompleks og omsorgsfuld hverdag.
Du bliver en del af Administrationen i Glostrup, hvor 20 engagerede kolleger løser opgaver inden for bl.a. økonomi, kommunikation, ledelsesunderstøttelse og vagtplanlægning. Sammen hjælper vi hinanden på tværs.
Som medlem af vores nye vagtplanlægningsteam får du stor indflydelse på, hvordan vi udvikler effektive og bæredygtige arbejdsgange. Her er der plads til dine idéer og dit overblik – så vi sikrer, at de rette kompetencer er på rette sted, på rette tid.
Stillingens indhold
Vi har brug for dig til, sammen med dine kollegaer i teamet, at udarbejde vagtplaner for vores 8 døgnafsnit samt for lægeområdet, der breder sig over hele centret.
Du vil bl.a. skulle:
- udarbejde vagtplaner der lever op til gældende overenskomster, arbejdstidsregler og lokale bestemmelser
- sikre den nødvendige leder- og medarbejderinddragelse i forhold til den daglige arbejdstidstilrettelæggelse
- udvikle gode og standardiserede arbejdsgange for vagtplanlægningsopgaven ud fra et driftsmæssigt hensyn
- bidrage til en konstruktiv dialog og kultur omkring vagtplanlægning og ressourceanvendelse med centerledelsen og afsnitsledelserne
- være sparringspartner for afsnitsledere og øvrige systembrugere på Optima.
Du vil blive introduceret til området og sat grundigt ind i vores principper og arbejdsgange specifikt og til vores organisation generelt. Du vil ligeledes blive præsenteret for flere forskellige samarbejdspartnere både interne og eksterne.
Da BUC har døgnafsnit både i Glostrup og på Bispebjerg, vil du skulle forvente transporttid og mødeaktivitet både i Glostrup og på Bispebjerg. Dit primære arbejdssted bliver dog i Glostrup, hvor både Administration, Kvalitets- og Forbedringsteamet og centerledelsen også er forankret
Hvem er du?
Du ønsker at være bindeleddet i vagtplanlægningen og ved at opgaven skal løses med høj grad af inddragelse af både medarbejdere og samarbejdspartnere, samtidig med at der tages hensyn til både driftsbehov og patienter. Du ved at kommunikation og formidling er vigtigt for samarbejde i en stor organisation.
Derudover har du:
- Erfaring med vagtplanlægning og godt kendskab til offentlige arbejdstidsregler og overenskomster.
- Sans for detaljen i opgaveløsningen.
- Gode kommunikative evner, både skriftligt og mundtligt.
- Ønske om at tage selvstændigt ansvar for opgaveudførelse og fremdrift, men også at sikre dig sparring og vidensdeling med teamet, når det er relevant.
- Flair for at arbejde struktureret og bruge digitale værktøjer, der understøtter dette.
- Gode evner for samarbejde og som sparringspartner - og videndeling og konstruktiv feedback falder dig naturligt.
- Et smittende engagement, udadvendt personlighed og lyst til tæt dialog og samarbejde med både ledere og medarbejdere.
Din uddannelse er underordnet, så længe du har erfaring med vagtplanlægning i den offentlige sektor og evner at gå i front ift. at skabe synergi og samarbejde i forhold til en kompleks opgave på et stort center.
Hvad kan vi tilbyde?
Vi tilbyder et meningsfuldt job i en organisation, der hver dag arbejder for at forbedre vilkårene for børn og unge i Region Hovedstaden. Du får alsidige opgaver, gode udviklingsmuligheder og et uformelt arbejdsmiljø med et stærkt kollegaskab.
Du bliver en del af vores vagtplanlægningsteam i Administrationen, hvor samarbejde, koordinering og løbende udvikling er i fokus. Vi mødes ugentligt til sparring og videndeling og arbejder kontinuerligt på at optimere vores processer.
Hos os får du en tryg og grundig opstart med en fast buddy, tæt lederkontakt og plads til faglig og personlig trivsel. Vi værner om balancen mellem arbejde og fritid – fleksibilitet er en naturlig del af vores hverdag.
Ansættelsesforhold
Stillingen er på 37 timer. Vi ønsker, at du starter pr. 1. januar 2026.
Du ansættes i henhold til overenskomst for administrations- og IT-personale m.fl. Du er under ansættelsen omfattet af de til enhver tid gældende arbejdstidsregler indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og HK Kommunal.
Vil du vide mere?
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til leder af vagtplanlægningsteamet Sarah Jørgensen på tlf. 3864 0722 eller mail sarah.hebel.joergensen@regionh.dk
Læs og hør mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på job-i-psykiatrien.
Søg stillingen
Send din ansøgning, CV og uddannelsesbevis via linket senest den 12. november 2025.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 17. november 2025.
Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) er en del af Region Hovedstadens Psykiatri. Centeret foretager udredning og behandling af børn og unge med alle former for alvorlige psykiske lidelser. Centeret har to større kliniske afdelinger Afdeling Ambulant og Afdeling Døgn fordelt på flere matrikler i Regionen.
Herudover har centeret en række støttefunktioner samt en stor forskningsenhed. Samlet er vi omkring 1000 ansatte, der indgår i et tæt tværfagligt samarbejde om de ca. 16.000 børn og unge i alderen 0-17 år, der årligt ses i centeret (2024). Nærmere information om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center kan findes på BUC hjemmeside
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Glostrup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Glostrup, Nordstjernevej, 2600 Glostrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-11-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/1126c1bb-622b-4734-9246-ea788645b7f5