BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Ønsker du et job:
- Hvor du har mulighed for at udfolde dine sygeplejekompetencer og tilrettelægge behandlingen sammen med fagligt dygtige kolleger?
- Hvor lederne vægter en nær ledelsesstil og gode rammer for udførelsen af arbejdet meget højt?
Hvordan vil din hverdag se ud?
Hos os skal du arbejde med F-ACT-modellen (Fleksible Assertiv Community Treatment). En model, hvor vi kan sikre en mere fleksibel tilgang til patienterne afhængig af, hvor de er i deres sygdomsforløb. Vi følger patienten, og tilbyder både behandling i ambulatoriet og en opsøgende og vedholdende behandling i patientens nærmiljø alt efter patientens behov. Det handler om, hvad der giver mening for patienten.
Vores målgruppe er patienter, der har forskellige psykiske sygdomme, et lavt funktionsniveau og behov for en tværfaglig behandlingsindsats. Vi arbejder tæt sammen med centrets øvrige ambulante enheder og døgnafsnit samt med kommunerne og behandlere fra primærsektoren.
Din rolle og dine arbejdsopgaver
Du bliver fast kontaktperson for dine egne patienter, desuden tager du del i den fælles behandling af de patienter, som modtager mere intensiv og opsøgende behandling.
Arbejdet som kontaktperson omfatter desuden:
- Deltagelse i behandlingskonferencer
- Gennemførelse af indledende vurderinger på ny henviste patienter (ca. én hver 14. dag) og udfærdigelse af behandlingsplaner
- Pårørendesamarbejde
- Evt. deltagelse i grupper
- Individuel psykoedukation og kognitiv terapi
- Undervisning og vejledning af sygeplejestuderende
- Dokumentation og registrering samt ordination af diverse prøver i SP.
Den daglige ledelse varetages af en oversygeplejerske og en ledende overlæge, som begge vægter en nær ledelsesstil og optimale rammer for en god udførelse af arbejdet meget højt.
Vi lægger stor vægt på den enkelte kollegas medansvar og medindflydelse for patientforløbene og det gode arbejdsmiljø. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at vi har en høj medarbejdertrivsel, lavt sygefravær og høj patienttilfredshed.
Hvad tilbyder vi?
- Et spændende job med varierende opgaver
- Et stabilt og fagligt velkvalificeret team med en stærk teamfølelse både fagligt og socialt
- Grundig introduktion efter dine behov samt skemalagt undervisning, kurser, supervision og makkermøde
- Et fokus på dit work-life balance i vagtplanlægningen
Om Psykiatrisk Ambulatorium Glostrup - en enhed under Psykiatrisk Center Glostrup
Vi over 30 engagerede medarbejdere, der er fordelt på tre F-ACT-teams; F-ACT-team Albertslund/Brøndby, F-ACT-team Rødovre/Glostrup og et mindre specialiseret FACT-team til patienter med Bipolar lidelse.
Vi er både erfarne og nyere kolleger, som alle bidrager med en høj faglighed og forskellige behandlingstilgange til den enkelte patient. Vi er rigtig gode til at supplere og hjælpe hinanden, så opgaverne bliver løst effektivt og med en høj faglig kvalitet.
Ambulatoriet ligger i smukke grønne omgivelser på Nordstjernevej i Glostrup. Vi har et tæt samarbejde med centerets øvrige funktioner og enheder, samt en central beliggenhed i forhold til vores optager område.
Hvem er du?
Vi søger en sygeplejerske med Psykiatrisk erfaring og eventuelt relevant videre-/efteruddannelse.
Derudover ønsker vi, at:
- Du har lyst og evne til relations arbejde og til at arbejde med ofte meget komplekse problemstillinger
- Du har gode samarbejdsevner, fleksibilitet og godt overblik.
- Du vil være med til at fastholde det imødekommende og positive miljø blandt patienter og pårørende, som vi er meget stolte af.
- På grund af vores udekørende funktion, er det en fordel, hvis du har kørekort
Du ansættes i fast fuldtidsstilling. Vi ønsker, at du starter 1. marts 2024 eller efter aftale.
Du ansættes i henhold til overenskomst for ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område. Du er under ansættelsen omfattet af den til enhver tid gældende arbejdstidsaftale indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Sygeplejeråd.
Ambulatoriet har åbent i dagtimerne mandag-fredag.Som nyansat sygeplejerske bliver du i øvrigt knyttet til et specifikt døgnafsnit, hvor du indgår i vagtarbejdet fredag, lørdag og søndag hver 6. uge. Vi sørger naturligvis for at klæde dig godt på til opgaven. Det sker i form af et individuelt introprogram, vidensdeling og sparring med kolleger. Og så sker det i form af løbende kompetenceudvikling med afsæt i dine erfaringer og behov. Har du ikke en dansk uddannelse, skal du ved ansættelse i Region Hovedstaden opfylde kravet om sprogkompetencer i dansk på anden vis.
Vil du vide mere?
Hvis du har brug for yderligere oplysninger om stillingen eller har du lyst til at besøge vores ambulatorie til en rundvisning så er du velkommen til at henvende dig til oversygeplejerske Peter Tobiesen på 20 45 65 32.
Læs og hør mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på "Job i Psykiatrien".
Klar til nye udfordringer?
Send din ansøgning, CV og andre relevante dokumenter senest søndag den 4. februar 2024.
Vi planlægger at afholde ansættelsessamtaler i uge 6.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Glostrup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Psykiatrisk Center Glostrup, Nordstjernevej , 2600 Glostrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 04-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5975493