BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du udtalt organisationsforståelse, flair for tilrettelæggelse af udviklings- og implementeringsprocesser og er du god til at skabe relationer til dem, du skal realisere nye initiativer sammen med?
Og drømmer du om at bruge dine kompetencer virkelig meningsfuldt?
Så har vi det helt rette job til dig!
I Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center er vi i gang med en række indsatser som skal sikre rettidig og god udredning og behandling til de mange tusind børn og unge, vi ser hvert år.
En stor del af disse indsatser vedrører forbedring og implementering af (patient)administrative arbejdsgange og udvikling af nye, smartere og mere brugervenlige løsninger, som sikrer effektive bookningsprocesser og fleksible løsninger til gavn for både klinikere, pårørende og patienter. Det er i denne forbindelse, at vi søger en dygtig udviklings- og implementeringskonsulent.
Om jobbet
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC), er en del af Region Hovedstadens Psykiatri, og er Danmarks største børne- og ungdomspsykiatriske center. Vores opgave er at tilbyde udredning og behandling til børn, unge og familier i hele Region Hovedstaden, og derfor er vi et center fordelt på mange matrikler lige fra Bornholm til Hillerød.
Dit primære arbejdssted vil være i Glostrup, men du vil også have opgaver og møder på andre matrikler.
Vi søger en kollega, der - med godt humør, høj faglighed og stærke relationelle kompetencer - kan sikre en høj kvalitet i koordination og løsning af de forskelligartede akademiske og administrative opgaver for centret og vores ledere, der skal håndteres for at styrke vores slutprodukt: Grundig og effektiv udredning og behandling.
Dine opgaver
Din overordnede opgave bliver at understøtte at BUC kommer i mål med forskellige udviklings- og implementeringsinitiativer, der kan bidrage til et styrket udrednings- og behandlings-setup.
Du ansættes i Administrationen med en bred opgaveportefølje, men vil i de første år primært løse opgaver der udspringer fra Klinisk Sekretariat (KS).
KS består af godt 80 sekretærer og 5 ledere, som hver dag arbejder målrettet på at skabe gode, koordinerede og veltilrettelagte forløb for patienter og behandlere. KS er et knudepunkt i udrednings- og behandlingsarbejdet i BUC, og din indsats vil skulle koordineres og implementeres i tæt samarbejde med afsnitsledelser og medarbejdere bredt set i BUC.
Nogle af dine første opgaver vil være:
- Optimering og udvikling af processer og arbejdsgange ifm. planlægningen af patientforløb: En forudsætning, for at vi lykkes med vores udrednings- og behandlingsopgave, er, at vi får planlagt gode, koordinerede patientforløb, der kan gennemføres indenfor en forventelig tidsramme. Situationen i dag er desværre at udeblivelser, aflysninger, sygdom og andre hændelser skaber udskudte forløb. Sammen skal vi udvikle og implementere løsninger, som modvirker dette.
- At udvikle og implementere projektet ”opgaveflytning”: BUC oplever i dag en væsentlig diskrepans mellem efterspørgslen på udredning og behandling og den kliniske kapacitet.
Der er igangsat arbejde med at identificere kliniknære opgaver, der kan flyttes til f.eks. sekretærområdet, så vores klinikere så vidt muligt kun bruger tid på opgaver, der kræver deres kliniske kompetencer. Der er mange interessenter i spil og behov for en stærk projektledelse for at komme i mål.
- Digitalisering og AI: I BUC ser vi et stort potentiale i at styrke og udbrede brugen af digitale løsninger i både administrative, behandlingsrettede og patientnære indsatser. Dette vil du få en stor rolle i at understøtte og koordinere udvikling og implementering af.
- Bidrage til struktur og koordinering af opgaver: Du vil blive en del af en central koordineringsgruppe bestående af centerchef, chefsygeplejersker, cheflæge, sekretariatsleder og to øvrige konsulenter, der sammen driver arbejdet med ovenstående og flere andre udvalgte udviklingsprojekter i ambulatorieregi fremad.
Vi tilbyder dig
- En spændende og meningsfuld stilling med mulighed for personlig og faglig udvikling
- Et dynamisk og udviklingsorienteret arbejdsmiljø med engagerede kolleger
- En vigtig og central position i udviklingen af BUC, hvor du vil være med til at gøre en stor forskel for børn, unge og familier såvel som for den samlede personalegruppe i BUC
Dine kvalifikationer
Du har en relevant akademisk uddannelse inden for fx samfundsvidenskab eller tilsvarende. Du har meget gerne erfaring fra lignende stillinger og har en udpræget organisatorisk forståelse. Vi forventer at ansætte en kandidat på specialkonsulentniveau.
Vigtigst af alt er, at du har den rigtige indstilling, energi og tilgang til opgaverne og dine kolleger.
- Du er god til at strukturere, koordinere og implementere komplekse indsatser med mange interessenter.
- Du evner at bevare overblikket i mange sideløbende og forskelligartede opgaver i en travl hverdag.
- Du tager selv initiativ, arbejder analytisk og struktureret, og er en god sparringspartner, der også kan arbejde selvstændigt med din opgaveportefølje.
- Du er serviceminded, fleksibel samt stærk til at skabe og vedligeholde relationer.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatsleder Laura Rømer Weirsøe på 71 72 39 02 eller administrationschef Morten Koch på 21 14 17 67 (efter 29. juli).
Læs og hør mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på job-i-psykiatrien.
Ansættelsesforhold
Vi ønsker, at du starter pr. 1. oktober 2024.
Du ansættes i henhold til overenskomst for akademikere ansat i regioner m.v.
Søg stillingen
Send din ansøgning, CV og uddannelsesbevis via linket på siden senest den 15. august 2024.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 21. eller 22. august 2024.
Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) er en del af Region Hovedstadens Psykiatri. Centeret foretager udredning og behandling af børn og unge med alle former for alvorlige psykiske lidelser, der kræver en tværfaglig indsats i hospitalsregi. Centeret har to kliniske afdelinger Afdeling Ambulant og Afdeling Døgn fordelt på flere matrikler i Regionen, samt en stor forskningsenhed.
Herudover har centeret en række støttefunktioner, herunder en administration og en kvalitets- og forbedringsenhed. Samlet er vi flere end 900 medarbejdere – heraf ca. 80 lægesekretærer - der indgår i et tæt tværfagligt samarbejde om de næsten 15.000 børn og unge i alderen 0-17 år, der årligt ses i centeret (2023-tal). Nærmere information om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center kan findes på BUC hjemmeside www.buc-regionh.dk.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Glostrup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Glostrup, Nordstjernevej, 2600 Glostrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 15-08-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6086918