Fire mænd i alderen 19-32 år er tiltalt for deres roller i et brandattentat mod en ejendom på Wesselsgade på Nørrebro, hvor organisationen Global Aktion har til huse. En håndgranat blev forsøgt detoneret foran bygningen.
Natten mellem den 12. og 13. januar i år blev der sat ild til Global Aktions kontor i stuelejligheden på Wesselsgade 2. Der skete omfattende skader på organisationens lokaler, og ilden spredte sig opad i beboelsesejendommen. Heldigvis kom ingen til skade ved branden.
Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har nu rejst tiltale mod tre mænd for kvalificeret brandstiftelse samt forsøg på sprængning.
To af dem, en 19-årig britisk statsborger og en 20-årig somalisk statsborger, er tiltalt for at have kastet en brosten gennem et vindue til lejligheden, hvorefter de hældte benzin ind ad vinduet og satte ild til stedet.
Ifølge tiltalen placerede de desuden en håndgranat foran indgangspartiet med det formål, at håndgranaten skulle eksplodere under varmepåvirkningen.
Den tredje, en 27-årig tyrkisk statsborger, er tiltalt for at have hjulpet og tilskyndet de to medtiltalte til at udføre attentatet.
En fjerde tiltalt, en 32-årig pakistansk statsborger, er sammen med den 27-årige tiltalt for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder ved at have været i besiddelse af mindst fem håndgranater i et grønt område i Glostrup. Den ene af håndgranaterne blev overdraget til den 19-årige mand, som transporterede den til Wesselsgade.
”Der var skrevet politiske slagord på asfalten foran ejendommen, så vi er af den overbevisning, at målet for angrebet var Global Aktion – men det var de omkringboende, der kom i overhængende fare, da flere af dem lå og sov, mens ilden spredte sig,” siger anklager Alexander Scheel.
Den 27-årige og den 32-årige er desuden tiltalt for at videreføre den forbudte forening LTF. For alle fire tiltalte er der nedlagt påstand om udvisning for bestandig.
Sagen skal behandles af Københavns Byret, men den er endnu ikke berammet.
Til medier: For yderligere informationer, kontakt anklager Alexander Scheel på telefon 29 17 93 52.