Glostruppere hungrer efter store selskaber

Foto: Restaurant Flammen.
Profilbillede
dato

Skiftende restriktioner har længe afholdt os fra at gå ud og spise, men endelig lysner det. I Glostrup var der godt fyldt op, da Restaurant Flammen igen kunne tilbyde brunch til de mange sultne selskaber.

Hovedstaden er et af de steder i landet, hvor der spises mest culotte. Navnlig er culotten populær weekendmad. Det viser de seneste tal fra Coops Mad-O-meter-analyse. Og tendensen blev bekræftet, da Restaurant Flammen i Glostrup kunne slå dørene op til deres store brunch- og frokostbuffet efter længere tids corona-nedlukning. Her har kombinationen af klassisk brunch, culotte og andre udskæringer på grillen samt vafler med softice til dessert været en stor succes. Unge som gamle strømmede glostrupperne til.

"Hele restaurationsbranchen har været presset det seneste år, derfor er det en kæmpe fornøjelse at kunne åbne restauranten og tage imod så mange glade gæster. Vores brunch er meget velbesøgt allerede, og den har også det særlige element, at den udover de klassiske brunchretter byder på lækkert kød direkte fra grillen," siger Didde Surufka Nielsen, der er General Manager hos Restaurant Flammen i Glostrup.

Folk vil samles og fejres
Nedlukninger og forsamlingsforbud under coronaen har praktisk talt gjort det umuligt for folk at samle familie og venner og hygge sig sammen, som man plejer. Derfor er der nu, hvor restriktionerne gradvist lempes, et stort behov blandt glostrupperne for at mødes og indhente det tabte.

"Der er blevet udskudt så mange fødselsdage og familiearrangementer det seneste år, så der er noget at indhente, og det kan vi virkelig mærke i restauranten nu," siger Didde Surufka Nielsen.

Ifølge regeringens retningslinjer må der nu samles op til hundrede personer per indendørs arrangement. Per 1. juli blev dette hævet til 250 personer.

Store forventninger til sommeren
For at gå på restaurant eller café, hvor der igen er blevet åbnet for indendørsservering, er der stadig krav om coronapas. Det er dog ikke længere nødvendigt at bære mundbind, men for at give gæsterne en tryg oplevelse er der stadig fokus på afspritning og afstand på Restaurant Flammen. 1. juli udfases arealkrav og afstandsanbefalinger på restauranter landet over og dermed også på Restaurant Flammen i Glostrup.

"Vi er enormt glade for at slå dørene op igen, og som det ser ud lige nu, bliver det kun bedre over de kommende måneder, hvor endnu flere restriktioner bliver fjernet," siger Didde Surufka Nielsen.

Kilde: Epicent.dk