Jurist til regler og tilskud for grøn omstilling i Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

dato

Har du lyst til at give dit skub til den grønne omstilling? Har du styr på den juridiske værktøjskasse? Kan du udarbejde lovforslag, bekendtgørelser og sikre præcis og effektiv juridisk support af sagsbehandlere? Du har måske også kendskab til statsstøtteområdet? Så kan du være vores nye jurist i Team Forskning og Fonde i Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Vi arbejder med regler, tilsyn og tilskudsordninger, der understøtter en grøn omstilling og et erhverv i vækst. Vi bevæger os i en verden af komplekse regler og strukturer, høj politisk bevågenhed, naturvidenskabelige processer samt stærke og velorganiserede interessenter med meget på spil.

Som en vigtig del af den grønne omstilling skal forskning og udviklingsaktiviteter skabe ny viden og grundlag for at løse nogle af de vigtige klima- og miljøproblemer, landbruget står overfor. Det er det, Team Forskning og Fonde hver dag arbejder på at understøtte. Vi laver regler og retningslinjer for grønne tilskudsordninger såsom Fonden for Plantebaserede Fødevarer (Plantefonden) og Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP), og vi er regel- og tilsynsmyndighed for landbrugets fonde, der årligt uddeler ca. en halv milliard kroner til bl.a. forskning og udvikling indenfor fødevare og jordbrugssektoren.

Om stillingen

Som jurist i Team Forskning og Fonde kommer du til at udvikle og fortolke regler og sikre god juridisk sparring og løbende rådgivning til dine kollegaer i enheden. Du får et tæt samarbejde med enhedens øvrige jurister, samt med kollegaer i vores sagsbehandler-team i Augustenborg, der arbejder med konkrete vurderinger af ansøgninger til vores grønne tilskudsordninger.

Du skal derfor som jurist i teamet være med til at:

  • Udarbejde bekendtgørelser og lovforslag vedrørende GUDP, Plantefonden og landbrugets fonde
  • Fortolke, rådgive og sparre med kolleger om EU´s statsstøtteregler
  • Yde juridisk support til brug for sagsbehandleres vurderinger af projektansøgninger mv.
  • Understøtte et effektivt og regelbaseret tilsyn med landbrugets fonde
  • Koordinere politiske processer, betjene minister-, departement og direktion samt udarbejde solide beslutningsoplæg til politiske forhandlinger
  • Understøtte juridiske afgørelser, fx ifm. klagesager, aktindsigter og lignende.
Opgaverne løses ofte i samarbejde med vores departement og en bred vifte af eksterne interessenter og interesseorganisationer, forskningsmiljøer, virksomheder og andre ministerier.

Om dig

  • Du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur med flere års erfaring.
  • Du har fra tidligere ansættelser erfaring med regelarbejde og juridiske opgaver, og særligt inden for statsstøtteregler og forvaltningsret, er det en fordel, men ikke et krav.
  • Du er fagligt nysgerrig og tilegner dig let ny viden, og du trives i at samarbejde med kollegaer med mange forskellige faglige baggrunde.
  • Du kommunikerer godt både mundtligt og skriftligt og kan hurtigt hjælpe dine kollegaer videre, når de støder på udfordringer.
Vi lægger desuden vægt på, at du har politisk tæft, og er en åben og imødekommende person, der bidrager positivt til en god trivsel i enheden.

Som erfaren jurist i Team Forskning og Fonde vil du få en nøglerolle for teamets nyere jurister.

I Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri får du en grundig oplæring, hvor vi har fokus på kompetenceudvikling og faglig sparring inden for dine fagområder. Du vil få mulighed for at udvikle dig i et godt fagligt fællesskab. Du får en alsidig hverdag med et stort selvstændigt ansvar på en arbejdsplads, hvor høj fleksibilitet og stor arbejdsglæde er i fokus.

Dine kommende kollegaer

Dine kommende kollegaer Team Forskning og Fonde er en del af enheden Grøn Udvikling og Ny Viden. I enheden er vi ca. 30 medarbejdere, fordelt på to teams (ét i København og ét i Augustenborg), der samarbejder om at udvikle tværgående politik for klima og miljø i et bæredygtigt landbrugserhverv. Enheden har ansvaret for GUDP, Plantefonden, en række mindre ordninger samt tilsyn med landbrugets fonde, og dermed rollen som styrelsens knudepunkt for tilskudsløsninger, der skal sikre og understøtte den grønne udvikling.

Vi tilbyder et spændende fagligt miljø, hvor der både er mulighed for at lære fra erfarne medarbejdere og udfolde sine talenter. Du får en alsidig hverdag med et stort selvstændigt ansvar på en moderne arbejdsplads med flekstid og høj fleksibilitet.

Ansættelsesvilkår

Ansættelse vil ske i henhold til gældende overenskomst mellem Akademikernes Centralorganisation og Finansministeriet.

Ansættelsesområdet er Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri med tilhørende institutioner.

Tjenestestedet er Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Nyropsgade 30, 1780 København V. På sigt ændres dette til Stationsparken 31-33, 2600 Glostrup.

Stillingen ønskes besat pr. 1. september 2026 eller hurtigst muligt.

Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte kst. teamleder, Andreas Dalsgaard Schultz på 21 70 79 80, anddas@fvst.dk eller enhedschef, René Sig Lindberg på telefon 72 18 57 60, resili@fvst.dk.

Ansøgning

Søg jobbet online ved at trykke på "søg stillingen" i jobopslaget. Din ansøgning med CV og eksamensbeviser skal være modtaget senest den 15. juni 2026. Samtaler forventes afholdt den 18. – 19. juni 2026.

Der vil eventuelt kunne indgå test i forbindelse med rekrutteringsprocessen.



Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.



INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Glostrup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Fødevarestyrelsen, Glostrup, Stationsparken, 2600 Glostrup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 15-06-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/9a70684a-8038-4b4f-8704-9eda12d5c29b

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet