Klinisk sygeplejespecialist søges til døgnafsnit for børn og familier

dato

Synes du, at det kunne være spændende at bruge din uddannelse og psykiatriske erfaring til at arbejde med faglig udvikling og kvalitet i den kliniske praksis på vores døgnafsnit for børn og familier indlagt på B201?

Så søger vi dig som klinisk sygeplejespecialist. Læs med her!


Velkommen inden for hos døgnafsnit B201

På døgnafsnit B201 vil du møde børn med komplekse problemstillinger. Børnene har ofte haft deres vanskeligheder gennem lang tid. Vi lægger vægt på en individuel behandling med plads til fleksible indlæggelsesforløb med mindst mulig indgriben i barnets liv.

Døgnafsnittet har en fast rytme, som er genkendelig og forudsigelig. Børnene går i skole hver dag og tilbydes at indgå i mange forskellige børneaktiviteter, samtaler, undersøgelser hos psykolog og læge samt et miljø, hvor deres funktionsniveau og trivsel kan højnes. Der er ansat pædagoger og sygeplejersker som er faste kontaktpersoner og som udarbejder funktionsbeskriveler m.m. Dette arbejde skal du understøtte og din faglighed kommer i spil således, at den faglige kvalitet forbliver så præcis og kompetent som muligt.


Din hverdag på afsnittet

Som klinisk sygeplejespecialist fungerer du som faglig ekspert for dine kolleger og bidrager til at sikre udviklingen af den kliniske sygeplejepraksis.

Dine opgaver;

  • Identificere personalets undervisnings- og læringsbehov
  • Arrangere og undervise både teoretisk og ved sidemandsoplæring
  • Opsøge, vurdere og formidle forskningsresultater samt udarbejde og vedligeholde skriftlige formålsbeskrivelser og procedurebeskrivelser.
  • Ved behov indgå i plejen – deltage i teammøder med de fagprofessionelle
  • Samarbejde med familier – undervise i forældregrupper m.m.
  • Støtte ved akutopgaver
Du skal også være med til at bidrage til det gode arbejdsmiljø, der bygger på anerkendelse, åbenhed og gensidig respekt.

De kliniske opgaver vil bl.a. være:

  • Systematisk arbejde med undersøgelse, behandlings- og patientplaner
  • Arbejde med miljøterapeutiske principper og kontaktpersonsordning, hvor væsentlige funktioner er relationsbehandling og psykoedukation
  • Arbejde med en recovery-orienteret kultur, empowerment-tænkning samt fokus på styrkelse af familieinddragelse

Vores forventninger til dig

Vi søger en sygeplejerske, der:

  • har minimum 3 års klinisk erfaring indenfor psykiatrien – gerne børne- og ungdomspsykiatrien.
  • har kandidatuddannelse, masteruddannelse eller som minimum en specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje – eller er indstillet på at påbegynde en af de nævnte uddannelser.
Du arbejder systematisk og målrettet med praktisk og teoretisk kompetenceudvikling. Dine pædagogiske evner er gode, og du formår at motivere kollegaer og være tovholder for forbedringstiltag.

Du har viden om og evne til at udvikle, implementere og fastholde kvalitet i sygeplejen. Du er visionær og har lyst til at være pro-aktiv på det sygeplejemæssige forskningsfelt.


Vi tilbyder

  • Grundig introduktion og oplæringsforløb.
  • Et innovativt og aktivt fagligt miljø med fokus på inddragelse af børnene og deres familier
  • Tæt samarbejde med ledelsen
  • Samarbejde med de andre kliniske sygeplejespecialister på centerets øvrige døgnafsnit.
  • Et lærende miljø med plads til refleksion og løbende undervisning i relevante emner ift. opgaven
  • Et anerkendende og trygt arbejdsmiljø med fokus på fællesskab

Løn og vilkår

Stillingen er på fuld tid i blandede vagter. Tiltrædelse pr. 1. november 2025.

Du ansættes i henhold til overenskomst for ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område. Du er under ansættelsen omfattet af den til enhver tid gældende arbejdstidsaftale indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Sygeplejeråd.

Døgnafsnittet er døgndækket, og du vil derfor blive planlagt med blandende vagter i overensstemmelse med reglerne i den gældende arbejdstidsaftale.

I henhold til lovkrav skal du ved ansættelse på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center forevise ren børneattest. Centret indhenter attesten hos Rigspolitiet med samtykke fra dig, når de indstiller til ansættelse.


Vil du vide mere?

Har du nogen spørgsmål, eller ønsker du at vide mere om stillingen og afsnittet, er du meget velkommen til at kontakte oversygeplejerske Helle Winding på tlf. 20154911.

Læs og hør mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på "Job i Psykiatrien".


Vi glæder os til at høre fra dig

Send din ansøgning, CV og uddannelsesbevis via link senest d. 21 September 2025.

Vi forventer at holde samtaler løbende.


Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) er en del af Region Hovedstadens Psykiatri. Centeret foretager udredning og behandling af børn og unge med alle former for alvorlige psykiske lidelser. Centeret har to større kliniske afdelinger Afdeling Ambulant og Afdeling Døgn fordelt på flere matrikler i Regionen.

Herudover har centeret en række støttefunktioner samt en stor forskningsenhed. Samlet er vi omkring 1000 ansatte, der indgår i et tæt tværfagligt samarbejde om de ca. 16.000 børn og unge i alderen 0-17 år, der årligt ses i centeret (2024). Nærmere information om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center kan findes på BUC hjemmeside www.buc-regionh.dk.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Glostrup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

skiftende arbejdstid

-Arbejdsgiver:

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Glostrup, Nordstjernevej, 2600 Glostrup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 21-09-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6a609434-86b7-4550-acab-a41155e2dab6

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet