Projektkoordinator hos Nationalt Videnscenter for Hovedpine til udvikling og vidensformidling

dato

Har du erfaring med at drive og udvikle projekter, som sætter kompleks viden i spil? Kan du arbejde selvstændigt og sammen med en bred gruppe af fagpersoner? Forstår du at udarbejde et budget, der holder, og har du erfaring med fundraising?

Så er du måske vores nye projektkoordinator ved Nationalt Videnscenter for Hovedpine.

Om Nationalt Videnscenter for Hovedpine:

Videnscentret blev oprettet i 2018 og har siden været centrum for at indsamle og formidle viden om hovedpinesygdomme i Danmark. Vi arbejder målrettet på at løfte viden om hovedpine i Danmark både hos befolkningen, hos de flere hundrede tusinde danskere med hovedpine og i sundhedsvæsenet.

Hovedpine er en folkesygdom, som er underdiagnosticeret og underbehandlet, og en af årsagerne er manglende viden om symptomer, behandlingsmuligheder og forebyggelse.

Derfor har videnscentret en vigtig opgave med at sikre, at flere får gavn af de resultater, der opnås i den verdensførende danske forskning i migræne og andre hovedpinesygdomme.

Det sker blandt andet med en omfattende vidensformidling i publikationer, med udvikling af redskaber til almen praksis og andre faggrupper og med vidensportalen www.videnomhovedpine.dk.

I 2026 udvider vi med en digital løsning til bedre hovedpinebehandling, som er målrettet personer med hovedpine og deres samarbejde om god behandling med sundhedsvæsenet.

Vi er et lille sekretariat baseret på Rigshospitalet – Glostrup i tilknytning til den største, tværfaglige hovedpineklinik i landet, Dansk Hovedpinecenter, og det nyoprettede grundforskningscenter Center for Discoveries in Migraine

Læs mere om os på: www.videnomhovedpine.dk

Stillingen:

Som projektkoordinator er du ansvarlig for vores publikationer, samarbejdsrelationer med faglige selskaber og andre interessenter og for nye projekter, der kan løfte viden om hovedpine i samfundet og blandt fagfolk.

Vi har allerede en efterspurgt portefølje af redskaber primært målrettet almen praksis, som er under løbende udvikling. Som projektkoordinator får du ansvar for at sikre, at redskaberne er opdateret i overensstemmelse med den nyeste faglige viden på hovedpineområdet.

Det sker i tæt samarbejde med eksperter og fagfolk, som du faciliterer.

Udviklingen i behandlinger indenfor især migræne går stærkt, og samtidig er sundhedsvæsenet under udvikling, så almen praksis skal tage et større samlet ansvar. Det gælder ikke mindst på hovedpineområdet. Derfor spiller videnscentret med dig som tovholder en vigtig rolle for at udvikle nye indsatser, redskaber og projekter, der kan understøtte god behandling af hovedpine overalt i sundhedsvæsenet.

For eksempel har vi store ambitioner om at bidrage til en større viden om hovedpine hos skolebørn, understøtte tidlig opsporing af hovedpinesygdomme og sikre, at faggrupper som sygeplejersker inddrages mere som en del af et løft af hovedpineindsatsen.

Vi forestiller os, at du kan tage ansvar for - altid i samarbejde med fagfolk og kolleger – at udvikle, drifte og fundraise udviklingsprojekter som disse.

Dine vigtigste ansvarsområder bliver:

  • At sikre, at videnscentrets redskaber til god hovedpinebehandling er opdaterede og relevante for især almen praksis
  • At bidrage med overblik og analyser, så videnscentret gør en forskel som et positivt omdrejningspunkt for viden om hovedpinesygdomme
  • At stå for udvikling af relevante nye initiativer, der giver værdi for fagfolk og medvirker til at løfte deres viden til fordel for personer med hovedpine
  • At udarbejde budget for videnscentrets aktiviteter og projekter, samt fundraising til konkrete projekter
  • At stå for et godt samarbejde med videnscentrets partnere i regioner, faglige selskaber, forskningsinstitutioner og patientforeninger
Din profil kunne være, at du:

  • Har en relevant sundhedsfaglig eller samfundsfaglig kandidatuddannelse
  • Erfaring fra sundhedsvæsenet for eksempel fra et hospital, fra en stabsfunktion i en myndighed eller en NGO
  • Evner at se muligheder og selvstændigt omsætte dem til relevante projekter
  • Gode skriftlige og mundtlige formidlingsevner
  • Har en veludviklet sans for samarbejde og for at drive projekter med mange forskellige aktører med høj faglig viden
  • Har erfaring med indsatser og publikationer, der omsætter kompleks viden til forskellige målgrupper
  • Arbejder struktureret og løsningsorienteret
Vi tilbyder:

  • En spændende stilling i et lille team med stor mulighed for at præge opgaveløsningen
  • Mulighed for at komme tæt på et sundhedsfagligt område med stor udvikling og medvirke til at løfte viden om en af de største folkesygdomme
  • En central position i et dynamisk fagligt miljø med tæt samarbejde og store ambitioner
  • En hverdag på Danmarks største hospital med gode muligheder for personlig og faglig udvikling.
  • Ansættelse på fuld tid (37 timer om ugen) i en tidsbegrænset stilling på 2 år med mulighed for forlængelse. Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.
Yderligere information:

For spørgsmål til stillingen, kontakt kommunikationsrådgiver Michael Korsbæk på telefon 38 63 27 85 eller e-mail: michael.korsbaek@regionh.dk

Ansøgning:

Send venligst din motiverede ansøgning, CV og eksamensbevis via linket senest 4. januar 2026.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Glostrup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Glostrup Hospital, Nordre Ringvej, 2600 Glostrup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 04-01-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/851cf4f5-21ee-441a-a9c1-86460a896497

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet