Studentermedhjælper til bygningstegning og facility management i National enhed for Særlig Kriminalitet

Profilbillede
dato

Glostrup

Vil du være med til at sikre, at vores afdelinger får en god start i deres nye kontorer? Vi leder efter en teknisk dygtig studerende til at hjælpe med tegneopgaver og være en del af holdet bag planlægning og opstart af vores nye lokationer. Det er en fantastisk mulighed for at få praktisk erfaring og være med til at forme vores arbejdsrum for fremtiden. Vil du med på holdet?

Din nye hverdag
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) står over for flere store ombygninger og flytninger, og vi har derfor brug for en dygtig tegner til en projektstilling.

Du vil være med i processen med at få vores afdelinger landet godt i deres nye kontorer. Ud over tegneopgaver vil du indgår i teamet omkring projektering og idriftsættelse af lokationerne.

Du bliver en del af Logistik og Service, som er en stabsfunktion under Økonomi. Her får du 15 højt kvalificerede og engagerede kolleger, som ud over facility management understøtter NSK inden for bl.a. operativ logistik, indkøb, sikring, reception samt diverse administrative opgaver. Med vores brede vifte af kompetencer og gode samarbejde på tværs sikrer vi , at alle vores kolleger kan møde ind til gode fysiske forhold på en god arbejdsplads.

I dagligdagen vil du også arbejde tæt sammen med Udvikling og Projekter, som står for projektering af lokationerne.

Dine opgaver bliver at sørge for, at vores tegningsmateriale holdes opdateret, og at forslag og ændringer hurtigt kan indgå i materialet, idet der foregår en løbende proces, hvor forslag diskuteres og ændres dynamisk for at sikre den allerbedste løsning. Herudover vil du blive inddraget i planlægningen og gennemførslen af flytningerne.

Vores nye kollega
Vi forestiller os, at du er godt i gang med studiet som bygningskonstruktør, ingeniør, arkitekt eller lignende. Det vigtigste er, at du er superdygtig til Revit, AutoCad og Excel og er interesseret i også at se tegningerne blive vakt til live og bidrage til at få lokaliteterne i drift på bedste måde.

Du er vant til at arbejde selvstændigt med opgaver, som kræver overblik, struktur og systematik, og trives med dette.

Du har gode kommunikationsevner, sætter pris på et godt samarbejde og kan arbejde under skarpe deadlines.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du ansættes som studentermedhjælper i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomsten.

Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning jf. reglerne i overenskomsten.

Stillingen er en projektstilling med en foreløbig ansættelse på et år. Der er dog mulighed for forlængelse afhængigt af projektets status.

Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 15 timer. Arbejdstiden aftaler vi nærmere –
også når det gælder behov for eksempelvis mindre arbejde i forbindelse med eksamensperioder.

Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Ejby Industrivej 125-135, 2600 Glostrup.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde den under hele din ansættelse.

Stillingen kan besættes, så snart processen for sikkerhedsgodkendelsen er gennemført. Vi forventer at det bliver senest 1. august 2024.

Vi forventer at holde samtaler i uge 18/19.

Kontakt og ansøgning

Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte servicechef Lene Duvier Kjær på tlf. 2011-5933. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesforhold, kan du kontakte rekrutteringskonsulent Sebastian Oehlenschlæger på 6198-6299.

Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere stillinger, bedes du uploade en motiveret ansøgning og et CV pr. ansøgt job.

Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så titlen på den stilling du søger fremgår. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dokumentation på, at du er indskrevet og aktiv studerende på videregående uddannelse, samt en oversigt over beståede eksamener. Alle dokumenter bedes uploadet i pdf-format. Du skal ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du bør slette dokumenterne knyttet dertil.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Ansøgningsfrist: 30. april 2024

OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden.
 
Vi håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet og har egen anklagemyndighed, der fører vores straffesager. Vores efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor vores indsats har den største effekt.
 
De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.

Vi understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
 
Vi er ca. 1.200 dedikerede medarbejdere. Vi har forskellige uddannelses- og erhvervsbaggrunde, som skaber en god dynamik og alsidighed i vores samarbejde og opgaveløsning.
 
I NSK har vi fokus på vores opgaveløsning, som kræver høj faglighed og kvalitet i vores arbejde. Vi er en arbejdsplads, hvor dygtige medarbejdere bliver endnu dygtigere, både gennem vores daglige arbejde og udfordringer og via løbende kompetenceudvikling. Derudover vægter vi trivsel, godt samarbejde samt balancen mellem dit job og privatliv højt.
 
NSK har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Karlslunde, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Glostrup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Politiområdet, Ejby , Ejby Industrivej, 2600 Glostrup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 30-04-2024;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6031123

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet