Sygeplejersker søges til nethindemedicinsk ambulatorium med fokus på patientpleje og teknisk oplæring

dato

I nethindemedicinsk ambulatorium arbejder vi dér, hvor synet er truet, og hvor små forandringer kan have stor betydning for patientens hverdag.

Nethinden er fuld af spor, mønstre og forgreninger. Hos os lærer du at tage billeder og scanninger af nethinden, samtidig med at du møder patienter, hvor nærvær, tryghed og tydelig kommunikation gør en forskel. Du bliver en del af et stærkt tværfagligt team, hvor høj faglighed, grundig oplæring, ansvar, nærvær og godt humør går hånd i hånd.

Vi søger sygeplejersker til nethindemedicinsk ambulatorium, 32-37 timer om ugen, med ansættelse pr 1.august 2026 eller efter aftale. Der er mulighed for ansættelse i både fast stilling og tidsbegrænset stilling, da flere af vores dygtige kollegaer i en periode er på barsel.

Din hverdag hos os

Vi undersøger og behandler vi hver dag 250-300 patienter med nethindesygdomme. De fleste forløb er elektive, men tempoet er højt, og dagene er sjældent ens. Vi arbejder med korte patientkontakter, avanceret udstyr og behandlinger, der har stor betydning for patienternes syn og livskvalitet.

Du får et selvstændigt, varieret og ansvarsfuldt job, hvor du både bruger dine sygeplejefaglige kompetencer, din tekniske nysgerrighed og din evne til at møde mennesker i øjenhøjde.

Hvis du ikke kender specialet i forvejen, skal du ikke være bekymret. Vi sørger for en grundig og struktureret introduktion, hvor du blandt andet bliver oplært i at:

  • fotografere og scanne nethinder
  • måle syn elektronisk og manuelt
  • dryppe øjne og arbejde med øjenmedicin
  • assistere ved intravitreale anti-VEGF-injektioner
  • indgå i ambulatorieprogrammer med selvstændige patientkontakter
På sigt kan der også være mulighed for oplæring i selvstændigt at udføre intravitreale injektioner, når du har opnået den nødvendige erfaring og kompetence.

Når synet svigter

Når vi møder patienter med øjensygdomme, bliver det tydeligt, hvor dyrebart synet er. Mange af vores patienter lever med sygdomme, der kan true deres mulighed for at læse, færdes, arbejde, køre bil eller genkende ansigter.

Hos os står patienten ikke alene. Bag hvert forløb er et dedikeret, professionelt og omsorgsfuldt team, som hjælper patienten godt igennem undersøgelse og behandling.

Vi lægger vægt på, at patienterne føler sig trygge, set og informeret - også når besøget hos os går stærkt.

Du bliver en del af et stort tværfagligt team

Hos os er vi mange faggrupper, der arbejder tæt sammen om patienterne. Teamet består blandt andet af øjensygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, optikere, fotografer, sekretærer, assisterende oversygeplejersker, oversygeplejersker, klinisk sygeplejespecialist og læger.

Vi er afhængige af hinanden for at få patienterne godt igennem deres besøg, og vi sætter en ære i, at samarbejdet fungerer. Hos os hjælper vi hinanden, tager ansvar sammen og gør os umage med at skabe en arbejdsdag, hvor der er plads til både høj faglighed, lethed og latter.

Det siger vores patienter (Citater fra seneste LUP):

“Det var mit første besøg på hospitalet. Jeg mødte kun venlighed og en meget positiv og informativ indsats fra alle de medarbejdere, jeg havde kontakt med.”

“Jeg får altid klare svar på de spørgsmål, jeg stiller angående min øjensygdom.”

“Har kun ros til afdelingen – dejligt imødekommende og empatisk personale.”

Vi sørger for, at du kommer godt fra start

Der er plads til at være ny hos os. Du får en grundig introduktion og bliver løbende oplært af erfarne kollegaer, som kender specialet og gerne deler deres viden.

Du bliver fra start oplært i de funktioner, du skal varetage i ambulatoriet, og du får undervisning i øjet og øjensygdomme på tværs af afdelingen. Vi ved, at specialet kan virke teknisk og nyt i begyndelsen, og derfor prioriterer vi oplæring, sparring og tryghed højt.

Vi søger dig, som

  • er uddannet sygeplejerske med eller uden erfaring fra øjenspecialet
  • har lyst til at arbejde med patienter med synstruende sygdomme
  • trives med korte patientkontakter og mange forskellige mennesker i løbet af en dag
  • er nysgerrig på teknisk udstyr og har mod på at lære nyt
  • kan lide at arbejde selvstændigt, men også ved, at vi lykkes bedst som team
  • bidrager til en positiv, hjælpsom og afslappet stemning
  • har hjertet på rette sted og lyst til at gøre en forskel for patienterne
Kendskab til Sundhedsplatformen er en fordel, men ikke et krav.

Arbejdstid

Arbejdstiden er:

Mandag-torsdag kl. 7.45-15.15
Fredag kl. 7.45-14.45

Der kan forekomme enkelte lukkevagter til kl. 16.00.

Stillingerne er på 32-37 timer om ugen. Ansættelse sker efter aftale.

Vil du vide mere?

Har du lyst til at høre mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte oversygeplejerske Nermin Serifovski eller oversygeplejerske Marianne Valerius

E-mail nermin.serifovski@regionh.dk eller marianne.valerius@regionh.dk

Ansøgningsfrist: 1.juni 2026

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 23 eller 24

Om Afdeling for Øjensygdomme

Afdeling for Øjensygdomme, Rigshospitalet, varetager al akut oftalmologi for Region Hovedstaden og Grønland og er center for regionens kirurgi og mere komplicerede øjenfaglige ydelser.

Afdelingen har flere ambulatorier, sengeafsnit, operationsafsnit og forskningsafsnit. Patienterne er både børn og voksne i elektive og akutte forløb. Der behandles blandt andet sygdomme i hornhinde, nethinde og glaslegeme, grå stær, grøn stær, aldersforandringer på nethinden og øjenskader.

Afdelingen består af øjenfunktionerne på Glostrup Hospital, Hillerød Hospital og Rigshospitalet og har ca. 370 ansatte, heraf ca. 130 sygeplejersker.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold til at søge. Forudsætning for ansættelse er, at du kan forstå og beherske dansk.

Vi er en røgfri arbejdsplads på hele matriklen.









Dine løn- og ansættelsesvilkår Autoriseret sundhedspersonale med patientkontakt, der er uddannet i et andet EU/EØS-land end Danmark, skal ved ansættelse i Region Hovedstaden, opfylde kravet til sprogkompetencer* i dansk. *Autoriseret sundhedspersonale med patientkontakt, der er uddannet i et andet EU/EØS-land end Danmark, skal ved ansættelse i Region Hovedstaden have bestået en danskprøve (Danskuddannelse 3, som svarer til 9. klasses afgangseksamen) eller som minimum kunne bestå prøven senest 1 år efter ansættelsen, eller have opnået tilsvarende sprogkompetencer i dansk på anden vis. Danskprøven skal bestås med minimum følgende karakterer: • mundtlig kommunikation med karakteren 10 • læseforståelse med karakteren 7 • skriftlig fremstilling med karakteren 7

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Glostrup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Glostrup Hospital, Nordre Ringvej, 2600 Glostrup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 01-06-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/395bc185-6cea-4813-b0d0-6c1cabf384f0

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet